Stuehuset

Stuehuset er indrettet som sådanne hjem kunne se ud tilbage i 1950'erne eller tidligere.

Indretningen af de enkelte rum følger fortidens almindelige stil i møbler, nips og billeder - og for at gøre stedet mere autentisk, kan du høre den gængse musik fra omkring 1950 (Giro 413).

Går man ud i køkkenet, spisekammeret og bryggerset er der fyldt godt op med allehånde redskaber (og nok i større omfang, end man havde benyttet tidligere - men vi vil jo gerne vise så mange ting som muligt).

Du kan komme til stuehuset fra Servicefag (Hal 3) ved at gå tværs over gårdspladsen og ind via rampen.

Dette er også vejen til de indendørs toiletter.

Fra stuerne i stuehuset er der panoramaudsyn til haven - men for at komme ud i haven skal man gå venstre om stuehuset - udgangen fra stuerne er spærret.


Grundplan for stuehuset

Når man kommer ind i entréen, har man toiletter (T) til venstre, og til højre kommer mand ind i en udstilling af legetøj (L).

Går man lige frem, kommer man ind i spisestuen (B), hvorfra man kan gå ind i stadsstuen (A) til venstre eller ind i folkestuen (C) til højre.

Fortsætter man fra folkestuen, kommer man til køkkenet (D), hvorfra man kan gå videre til spisekammeret (E) - eller man kan komme ud i en gang, der fører til andre værelser i huset.

Fra gangen kan man gå ind i kontoret (K) eller ned i et lille kælderrum (I).

Længere nede ad gangen er der adgang til et soveværelse (F) og til et legerum (J) inden man kommer ud i bryggerset (H), hvorfra man kan gå videre og se gamle køkkenmaskiner (G).







Bornholms Tekniske Samling: Det oplagte sted at tage hen med sine børn og børnebørn og fortælle dem om livet i en ikke altid så fjern fortid, hvor livet hjemme og på arbejdspladsen var meget anderledes.

Her er rige muligheder for at få en god snak med børnene - og selvfølgelig genopleve dele af sin egen barndom og ungdom.